Information vedr. mundbind og COVID-19


Du skal bruge mundbind, så længe du kan skaffe dem

Tandlægeforeningen udsendte den 2. marts et nyhedsbrev, hvori det blev angivet at visir kan erstatte mundbind. Det gælder hvis og kun hvis det ikke er muligt at skaffe normale forsyninger af mundbind. Så længe mundbind er tilgængelige, gælder NIR’s krav om brug af mundbind stadig. Det bliver muligt at risikovurdere på den enkelte klinik og i den enkelte behandlingssituation således, at mundbind kan erstattes af visir.  Mundbind må ikke genbrugesDet blev i Tandlægeforenings orienteringsbrev samtidig understreget, at mundbind ikke må vaskes, autoklaveres eller bruges til flere patienter.  

NIRs retningslinjer

Generelt skal du bruge klasse II mundbind ved enhver behandling med risiko for stænk og sprøjt, dels for at beskytte klinikpersonalet mod smitte med mikroorganismer dels for at forebygge, at sundhedspersonalet videregiver smitte. Et visir beskytter absolut ikke mod indånding af virus – det gør et mundbind dog i nogen grad.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer for kontakt med smittede patienter

Sundhedsstyrelsen udsendte nye retningslinjer for håndtering af COVID-19 den 6. marts 2020. Heri anføres, at smittebeskyttelsesudstyr skal anvendes ved direkte kontakt med smittede patienter. Smittebeskyttelsesudstyr omfatter handsker, mundbind, visir eller beskyttelsesbriller og væskeafvisende overtrækskittel. Ved aerosolproducerende procedurer af luftvejene på smittede patienter, bør personalet bære FFP3 maske.

Efter behandling af en smittet patient, anbefaler Sundhedsstyrelsen samtidig, at overfladerne vaskes med vand og sæbe og sidenhen desinficeres med klorholdigt desinfektionsmiddel med minimum 1.000 ppm klor.

Kurser i Plandent

Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som pt. anbefaler, at arrangementer med over 100 deltagere udskydes eller annulleres. Deltagerantallet på vores kurser er under 100, og derfor afholdes de som planlagt. Føler du dig sløj inden et kursus, bedes du annullere din deltagelse. Vi vil som altid have fokus på god hygiejne og har fx også håndsprit stående til fri afbenyttelse.

Har du tilmeldt dig et kursus i april, vil du snarest modtage en mail fra os med yderligere specifikationer.

Vi er meget opmærksomme på eventuelle ændringer i myndighedernes udmeldinger, og vil fortsat agere ud fra deres anbefalinger.